ClassArt v/Berit Engblad

ArtDecoPop - Unika - nysgerrig

Jeg er som kunstner inspireret af Art Deco, Jazz og pop-art.
Klare farver og sprudlende mønstre ender som ArtDecoPop.
Og ikke nødvendigvis på lærreder, men gerne skulpturer, figurer, ja alt, hvad jeg lige ser for mig skal have nyt liv igennem min pensel. Senest nogle gamle kaffebønne-sække, som jeg eksperimenterer med i øjeblikket.
Jeg bliver inspireret af alt omkring mig, lige fra den smukkeste solnedgang til den skæve dingenot i værktøjskassen, eller af musikken. Især musikken, da jeg selv er jazzmusiker. Derfor laver jeg heller ikke 100 billeder med samme motiv, men er hurtigt videre til noget nyt, når jeg bliver fanget af en ny idé. Dog er det overordnede tema nok min kæmpe fascination af Art Deco mønstre og malere, og dét sniger sig ind uanset hvad jeg laver, i større eller mindre grad. Nogle gange består de sirlige mønstre af mange små prikker og cirkler og tager derfor mange timer at lave.
Jeg har været længe om at “springe ud” som “kunstner”, selvom jeg i mange år har både tegnet, malet og dekoreret for forskellige, på bestilling. Det er derfor noget nyt at jeg maler uden at have noget på bestilling, men bare for at få det ud af mit hoved. Jeg danner mig oftest billederne i mit hoved før jeg kan male det – hvis ikke jeg har et klart billede af værket i mit hoved først, kan jeg ikke finde ud af hvordan jeg får det ud gennem penslen. Derfor kan der godt gå noget tid, fra jeg bliver inspireret, danner det for mit indre øje og får det malet.  Ligesom  et værk ser “færdigt” ud for andre, men inderst inde ved jeg, at der mangler noget. Så kan jeg have det stående fremme  i lang tid, og lige pludselig en dag, ved jeg hvad det er der mangler, og så kan jeg gøre det helt færdigt. Sikkert noget alle der laver kunst genkender.