Louise Landgren
Louise Landgren
Jeg laver abstrakt fine art i form af akrylmalerier og skulpturer. Når jeg skaber min kunst, følger jeg min intuition og min nysgerrighed efter at prøve nye kreative metoder af. Det gør, at der er forskellighed i min kunst, dog uden at jeg kommer væk fra det abstrakte, som jeg elsker.
Min kunst bliver lavet ud fra følelser, og ofte er det en forløsning når jeg maler eller laver skulpturer, og jeg føler mig helt lettet bagefter.
Jeg har aldrig passet ned i en kasse. Jeg er meget flyvsk, og har svært ved at holde fokus. Jeg har tit følt mig forkert eller anderledes. Først de seneste par år har jeg fundet ro i, at jeg ikke skal være som andre. Det har givet mig et helt andet syn på mig selv og på livet. Jeg håber jeg med min kunst kan inspirere andre til at acceptere og elske sig selv, og følge sit hjerte og drømme.
LOVE LETTERS
Min nye serie malerier går under titlen Love Letters, og bliver for første gang udstillet på Art Experience. Love Letters handler om forskellige elementer i livet – på godt og ondt, som har været med til at skabe personen, og taknemmelighed for disse. Vi oplever alle gode og dårlige ting. De gode ting er nemme at være taknemmelige for, men de hårde perioder er også med til at gøre os til dem vi er, give os nye syn på livet, læring og erfaring. Hvert maleri i kollektionen er dedikeret til et særligt element, en følelse, en episode, en person, og symboliserer en taknemmelighed for dette.