Anja Fønss

En besyngelse af naturen og ”det satans liv”

Anja Fønss er kunstneren bag de fascinerende skulpturer Fools & Faces i fiberbeton og abstrakte, sanselige akrylmalerier

Anja Fønss er autodidakt multikunstner, som de seneste år er gået ALL IN på kunst og musik. Hun er uddannet pædagog, master i børnemusik samt singer/songwriter med flere anmelderroste udgivelser bag sig. Derfor er leg med toner, rytmer og bevægelser et væsentligt afsæt i hendes kunstneriske arbejder – og som der ind imellem også komponeres nye sange til.

Anja fortæller: ”Musikken er min følgesvend og kunsten udtrykker for mig en besyngelse af naturen og af ”det satans liv”. Mine Fools & Faces er livet i al sin foranderlighed, forgængelighed og forfald  –  og i alle dets bevægelige og skæve former. Det håber jeg du helt konkret, kan mærke og høre musikken og sangen i.

Jeg maler abstrakt med afsæt i intuitive sanselige bevægelser og maler gerne så både stringente linjer, bølger eller bevægelser finder vej til gemte udtryk i lagene. Malingen er mest akryl på lærred, men jeg eksperimenterer gerne med andre malingstyper og materialer”.

Anja Fønss har de sidste år skabt et større udvalg af både malerier og skulpturer, som hun har præsenteret ved flere kunstmesser. Anja åbner også sit galleri i Gl. Harlev, hvor koncerter og fællessang kan blive en del kunstoplevelsen.

Værker

Events